Juliana til konen
På en måde var det en meget stor gave, jeg gav min kone til hendes fødselsdag her i foråret. Ikke mindst, da jeg var færdig med at samle den, idet den var købt som et byggesæt, man selv samler ude i haven. Anni – min kone – fik nemlig det 12 kvadratmeter store Juliana drivhus, hun så længe har ønsket sig. Men det var såmænd også en stor gave målt i penge, for jeg havde valgt en af de bedre modeller, så jeg måtte af med lige knap 20.000 kroner for drivhuset.
Ja, og så måtte jeg selvfølgelig også lægge et pænt antal arbejdstimer i sagen, for Anni er altså ikke den store tekniker, så jeg skulle selvfølgelig bygge drivhuset for hende. Det gik der to lange weekender med, men så stod der også et virkeligt flot drivhus i den nederste ende af vores have tæt ved det have hegn ,der adskiller naboens og vores grund.
Det meste af den første weekend gik med at gøre jorden klar. Der skulle fjernes en del planter, hvilket Anni nu selv gjorde, og så var det mig, der gravede jorden, som senere skulle befinde sig inde i drivhuset, grundigt igennem, så jeg fik fjernet alt, hvad der bare mindede om ukrudt.
I de to weekender må jeg sige, at jeg blev flot passet op af Anni. Hun sagde hver dag ved morgenmaden, at jeg endelig bare skulle kalde, når jeg fik lyst til en kop kaffe, så ville hun være der som et søm. En kop kaffe, tænkte jeg. Næh nej, min søde, når man udfører hårdt arbejde i haven og med byggeri, så står den snarere på en kold øl, når man får brug for en pause. Men jeg sagde ingenting ved morgenkaffen – hun kunne få sig en lille overraskelse senere, tænkte jeg.
Og det fik hun, da jeg midt på eftermiddagen fik øje på min nabo, der også var ude i sin have. Jeg benyttede lejligheden til meget højt at råbe op mod vores hus: Kone, bring mig en kold bajer!
Lydigt kom Anni springende med min kolde øl og en sød bemærkning om, at den havde jeg da rigtignok også fortjent. Så kunne naboen jo se og høre, hvor godt jeg har opdraget min bedre halvdel, tænkte jeg ved mig selv men sagde ingenting. Indrømmet, det turde jeg alligevel ikke sige, mens Anni hørte på det.
Det viste sig at være en virkelig udførlig og god manual til samling af drivhuset, der var fulgt med. Jeg havde faktisk ingen problemer med at hitte rede i de mange profiler af aluminium eller de mange stykker glas, som skulle sættes ind i de dertil indrettede rammer.
Da jeg skulle have monteret de øverste stykker glas, måtte jeg om bag redskabsskuret og hente min Jumbo stige for at kunne nå op til toppen af drivhuset, men bortset fra det foregik det meste af arbejdet ganske afslappet, og der var ikke brug for ret meget muskelkraft for at få det hele samlet.
Nu glæder vi os bare til hjemmedyrkede tomater og agurker.