Spildevand

Min mand var arkitekt. Han drev en tegnestue sammen med sin partner. De har bygget mange offentlige bygninger. Teatre, hospitaler, en lufthavn. De har bygget små villaer for private, og de har bygget kontorbygninger for store koncerner, som gerne ville investere her i området.

Tegnestuen

Da min mand døde, kørte hans partner tegnestuen videre. Han købte rettighederne til brug af det brand, som de havde skabt. Jeg var jo enearving til alt, hvad min mand ejede, så jeg endte med også at eje en halv tegnestue. Hans partner og jeg blev enige om, at han skulle købe mig ud af virksomheden.

Det var heldigvis ikke en svær proces for nogen af os. Vi fik en god advokat og en god revisor til at sætte salget op, og hele historien var afsluttet i løbet af få måneder. Vi har holdt kontakt til hinanden siden da. Og det er jeg glad for. Vi har altid været gode venner, så hvis jeg også mistede ham, ville jeg være meget ked af det.

Bygge hospital

Et års tid, efter at handelen var gået igennem, ringede min mands partner, så til mig. Han ville bare fortælle mig sine nyheder. En af dem var, at han skal til at bygge et hospital i Bagdad. Det var lidt af et chok for mig. Jeg kan godt huske, at min mand snakkede om, at de muligvis skulle gøre det. Men han nåede altså ikke at være med til det.

Så da jeg fik at vide, at min mands samarbejdspartner skal til Bagdad, blev jeg dels bange og dels glad. Bange, fordi Bagdad er jo et farligt område at bevæge sig i. Glad fordi jeg kunne forstå, at tegnestuen ikke ville blive ramt så hårdt af den økonomiske krise.

Vi talte om alt og intet. Bl.a. om at han skulle besøge Bagdad og se området, hvor hospitalet skal bygges, lære bygherren at kende og finde ud af, hvad det er for nogle regler og standarder, der hersker i Irak. Han rejste til Irak. Kom tilbage efter nogle uger. Træt. Temmelig forskrækket over at skulle bevæge sig imellem bodyguards hele tiden.

Jeg fik mange historier om, hvor farlig og udbombet landet er.

Gulve af linoleum eller kork

Der gik nogle uger. Jeg ringede til ham for at invitere ham og hans familie til middag. De kom, og vi havde en hyggelig middag. Det er rart at have venner, man kan hygge om. Jeg fortalte dem om, at jeg er ved at komme igennem sorgarbejdet. De fortalte om deres liv. Vi talte om byggeriet og rejserne til Bagdad. Min mands partner fortalte, at det skrider fremad, men det er svært.

Tingene går ikke altid som planlagt. Fx så havde han foreslået, at der skulle bruges linoleum på gulvene på hospitalet. Eller måske korkgulve. Han havde regnet med, at de ville være lagt, sidst han besøgte Bagdad. Men det var de ikke.

Hospitalet skal indvies om 2 måneder, og han er meget i tvivl, om det vil stå klart til den tid. Sådan noget med, at få adskillige tusind km² fliser af linoleum til Irak er sin sag. Og det er også noget med undergulve, der skal falde på plads.